Noseworktræning

Har du lyst til at træne nosework på egen hånd, så åbner jeg nu mine træningsfaciliteter for noseworktræning. Der vil være mulighed for at træne både indendørs søg, udendørs søg samt køretøjer. Der vil være opsat kilder, som primært er lavendel i 9 forskellige områder, hvor fordelingen er ca. 5 indendørs, 1-2 køretøjssøg og 3 udendørs. Sværhedsgraderne vil variere, så der både er noget for begynderen og noget for de mere erfarne. Hver uge vil der være nye søg sat op med forskellige temaer, så hunden kan få bred erfaring med alle typer af søg og forskellige miljøer. Ved hvert søg vil der være markeret, hvor kilderne er. Vil du teste dig selv, kan du lade være med at læse op facit inden du går i gang.

Der er i første omgang mulighed for at tilmelde sig til træning 5 tirsdage i marts måned med start enten kl. 16:00, 17:00 eller 18:00. Dagene bliver hastigt længere lige for tiden, men i starten af marts bliver det mørkt kl. 18:00 og i slutningen kl. ca. 20:00. Vi starter derfor med udendørs søg, så alle kan nå igennem banen inden mørket falder på. Der er plads til max. 6 hunde på hvert hold, således at du ikke oplever ventetid ved søgeområderne.

Kom gerne i god tid, så kan du nå at lufte din hund op og ned ad vores grusvej inden du går i gang. Efter træning vil der være sat kaffe og kage frem i staldbygning, hvor du kan få en hyggelig snak med dine træningskammerater og runde træningen af inden du kører hjem. Der vil være mulighed for lidt gode råd med på vejen og hjælp til f.eks. videofilmning af dit søg, men som udgangspunkt er der tale om egentræning.

Det koster 500 kr. for 5 x træning. Du tilmelder dig enten her i tråden eller send besked. Du oplyser: Navn på dig selv og din hund samt tidspunkt, du ønsker at træne. Du får herefter besked om, at din tilmelding er modtaget og du indbetaler nu på Mobile Pay 40 30 44 80. Din tilmelding er først endelig, når du har betalt.

Adressen er: Nordgårdshuse 11, 4100 Ringsted.

 

Nosework med hund | Udendørs og indedørs træningsfaciliteter
Nosework med hund | Udendørs og indedørs træningsfaciliteter
Nosework med hund | Udendørs og indedørs træningsfaciliteter

Kom til Noseworktræning

5 tirsdage i marts 2022

Start din træning enten kl. 16:00, 17:00 eller 18:00

9 forskellige søgeområder

Der vil være mulighed for træning både indendørs, udendørs og på køretøjer

Træning for alle

Uanset dit træningsniveau vil der være passende udfordringer til dig og din hund

Har du lyst til at være med til noseworktræning i Ringsted? Nordgaarden ligger 5 min fra afkørsel 35 Ringsted Øst

Praktisk info & ordensregler

Praktisk info
Du må gerne tage sin hund med til kaffebordene, men tag hensyn til de andre hunde. Er din hund ikke helt tryg ved at være sammen med mange andre hunde, vil der være enkelte bænke i mere afsides og stille områder, hvor du kan tage en pause sammen med hunden.

Der vil være vand stillet frem til hundene. Der er toilet i Møllehuset på første sal. Indgang ad spindeltrappen i gavlen af bygningen.

Ordensregler
Din hund skal holdes i snor, når du færdes på området. Under søgene må du slippe din hund, hvis du har den 100 % under kontrol. Ved nogle af søgene (de aflukkede/indhegnede) er det tilladt at have løs hund. Disse steder vil være tydeligt markeret.

Du træner under eget ansvar og din hund skal have lovpligtig ansvarsforsikring. Du skal samle op efter din hund – uanset hvor den måtte efterlade en hilsen. Høm høm poser smides i opstillede affaldsspande.

Der må parkeres i gårdspladsen. Der må IKKE parkeres i græsrabatter ud for folde og bygninger.

Hvis nogle områder er markeret med “Adgang forbudt”, så respekter venligst. Det sker i de perioder/områder, hvor vores kvæg skal have mulighed for fred. Vi får kalve i løbet af forår og sommer og ikke alle køerne synes om hunde. Vær endvidere opmærksom på, at der er strøm på hegnet.